Jeg er som skrevet tidligere bonus far til 2 skønne børn på 6 og 8 år, som gennem de sidste par år har været ude på en udviklingstur af de helt store, da der er sket nogle store ændringer på både det familiemæssige plan og med store ting i livets gang.
Nu kommer der så snart et nyt familiemedlem, da min kæreste er i 28 uge af sin graviditet, dette er jo kæmpestort for mig, da det er første gang jeg skal være far, rent biologisk.
Det har jo givet en masse tanker om fremtiden og dem har jeg valgt at bruge lidt tid på her, da jeg ikke har svarene på dem alle, kunne det være rart med noget med og modspil fra andre i samme situation, eller andre der har været i den situation tidligere.
Hvad har jeg så haft af tanker, det er ikke altid til at skrive ned, da nogle er flygtige, men derfor er det også så vigtigt for mig, når jeg netop har lidt tid til at få dem nedfældet at jeg så får det gjort.
Der har selvfølgelig fra dag 1 da vi fandt ud af at graviditeten var en realitet været stor glæde i det lille hjem, vi har virkelig haft svært ved at skjule det og efter alt for kort tid, var der flere der vidste det, da hverken min kæreste eller jeg var gode til at skjule det for omverdenen, vi valgte dog at vente med at fortælle børnene det, på grund af de tidligere skrevne omstændigheder i bloggen her.
Da de fik det at vide var de helt oppe at køre, ren spontan glæde, dette var bare skønt at se fra min synsvinkel af, ikke noget had eller dumme bemærkninger om at det jo ikke var deres rigtige lillebror eller lillesøster der kom til verden.
Det var en enorm lettelse for mig at opleve den enorme glæde der var fra dem og deres spontane bemærkninger om at så skulle babyen når den kom til verden være med til både dit og dat og se julekalender osv. (vi fortalte børnene det i starten af december 2010)
En af mine tanker har handlet meget om, hvordan mon børnene vil reagere på det og her må man sige at det var over alt forventning, i forhold til hvordan man nogle gange har læst og hørt historier om hvordan halvsøskende ikke har vist den første store spontane glæde eller der senere er kommet spottende bemærkninger som viser en umiddelbar frygt for det nye barn.
Dette har vi altså været helt forskånet for og jo længere frem vi er kommet i graviditeten jo mere involverer vi også børnene.
Så er der mig selv, hvordan kommer jeg til at reagere over for de 2 skønne bonus børn, kan jeg holde samme format som nu, hvor vi er 2 forældre, der er gode til at spille ping pong med børnene og har formået at give dem nogle gode og trygge rammer at vokse op i, i den bette by vi har valgt at bosætte os i.
Kan jeg formå at give plads til alle 3? Kommer jeg til at foretrække mit eget kød og blod højere, end de 2 bonus børn?
Hvordan bliver det ved fødslen? hvordan bliver det ved barslen? kan jeg fortsætte af samme spor og formå at være lige så konsekvent over for mit eget biologiske barn, som jeg har været over for bonusbørnene?
Tankerne er mange, som i kan se og de bliver oftest bragt i fokus når jeg får tid til at tænke på dem og her kommer de til at fylde meget.
Jeg har heldigvis en skøn kæreste som jeg formår at tage nogle lange og gode snakke med omkring de tanker jeg får og det betyder meget mere end man ofte får det sagt.
Jeg har tænkt over at sætte nogle spilleregler op for mig selv, hvor det i høj grad handler om at kigge indad og være konstruktiv i sin adfærd over alle 3 børn, forsøge at lade være med at gøre forskel, samtidig med at jeg stadig formår, at træde et skridt tilbage og kigge på det hele, fra et perspektiv der gør, at man kan forankre de tanker man har, få vendt og drejet dem og samtidig bygge videre på de sten, der er sat op i struktur og få fundamentet til at blive endnu stærkere.
Nogle af de spilleregler jeg har tænkt på er blandt andet:
- Se på alle 3 som værende dine egne børn
- ligeværdighed for alle 3 børn gør dem sammen stærkere
- Bring de 2 bonusbørn så meget med i det, som de selv ønsker
- Husk at lave noget med børnene hver for sig, alle 3
- Step ud af boxen, kig indad og lyt til omverdenen
Hvis jeg formår at følge disse spilleregler er jeg sikker på at jeg i vid udstrækning kommer til at fungere som den faderfigur jeg er nu for mine 2 skønne bonus børn og vil være en god forælder for mit kommende barn.
Usikkerheden vil jo altid snige sig ind og derfor vil jeg ikke være bange for at lytte til andre, der har mere erfaring end jeg og derfor synes jeg det er vigtigt at man tør lytte og hele tiden udvikle sig som forælder.
Den værdi det giver at man ser på alle 3 som sin egne børn, gør at man straks ser børnene som ligeværdige og derfor ikke ønsker at gøre forskel på dem, da man ved at der så vil forekomme jalousi og andre magtkampe som ikke er ønsværdige.
Hvis mine bonus børn en dag vælger at sige nej, til at være med til noget fælles, så respekter det, børnene er stærke individer og derfor skal de også have lov til at melde sig ud af fællesskabet en gang i mellem.
Derfor er det også vigtigt at du husker at lave noget med børnene hver for sig en gang i mellem, Nynne nyder at jeg laver lektier med hende, det er hendes alene ting med mig, Emil nyder at vi kan rende og spille fodbold bare ham og jeg.
Eller når det passer at det så er mig, der tager med Emil til gymnastik og vise ham at det er bare så fedt det han laver, Eller når Nynne og jeg lige får et spil Uno og det bare er os 2 der spiller.
Jeg har en fornemmelse af, at det for børnene betyder meget mere med disse alenestunder med dem end man lige umiddelbart skulle tro og derfor synes jeg de er så vigtige.
Har du haft nogle af disse tanker selv, hører jeg gerne fra dig, har du erfaringer som bonus far, hvor du i et forhold også bliver biologisk far, vil jeg gerne høre om dine erfaringer.
Carsten
CRC Update 